Vilhelm Lassen Jordan (født 6. april 1909 i Aalborg, død 3. februar 1982 i Sydney, Australien) var en dansk civilingeniør, dr.techn. og akustiker.

Jordan blev cand.polyt. i 1933 og blev samme år ansat ved Københavns Belysningsvæsen. Allerede året efter tog han på studieophold i England, Tyskland og Frankrig. Efter hjemkomsten i 1935 blev han ansat på professor P. O. Pedersens laboratorium for telegrafi og telefoni ved Polyteknisk Læreanstalt. Hans arbejde her førte til disputatsen Elektroakustiske Undersøgelser af Materialer og Modeller, som han forsvarede i 1941, hvorefter han blev dr.techn.

I 1940 blev Jordan ansat ved Post- og Telegrafvæsenets radiofonitjeneste, hvor han arbejdede frem til 1945. Herefter etablerede han sin egen rådgivende ingeniørvirksomhed.

Som konsulent i akustik arbejdede han for både dansk og svensk radio samt for en lang række teatre og koncertsale. Blandt de mest kendte projekter, hvor han fungerede som rådgiver, er Sydney Opera House, Lincoln Center i New York og Winter Garden Theatre i London samt Berwaldhallen i Stockholm.

Ud over sin disputats skrev Jordan en række artikler og bøger om akustik. Han var medlem af bestyrelsen for Dansk Akustisk Selskab fra 1955 til 1971.

Jordan var medredaktør af tidsskriftet Liberal Debat fra 1960 til 1963. Han sad fra 1962 til 1970 i sognerådet for Herslev-Gevninge Kommune og var efter kommunalreformen medlem af kommunalbestyrelsen i Lejre Kommune fra 1970 til 1974 for borgerlige lister.

Referencer

Kategori:Personer fra Aalborg Kategori:Alumni fra Danmarks Tekniske Universitet Kategori:Civilingeniører fra Danmark Kategori:Ansatte ved Danmarks Tekniske Universitet Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Kommunalpolitikere fra Danmark Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde)